Først i 1736, blev der af en engelske tømrer fra Yorkshire, John Harrison konstrueret et kronometer, der var nøjagtig nok til at man kunne bestemme længdegraden. Han får længdegradsprisen fra 1714, der er på 10.000 £. som er ved taget af det Engelske paralement   den 8. juli 1714 vedtog en længdegradslov, hvor der udloves en belønning til den, der kan finde en praktisk anvendelig metode til bestemmelse af længdegraden til søs. Prisen er på 10.000£ for en metode, der giver længden med en nøjagtighed på 1 grad op til 20.000£ for en metode, der giver længdegraden med ½ grads nøjagtighed. Kronometret er 76 cm. høj og vejer 36 kg. han kalder det H1.

I 1759 har John Harrison arbejdede vider på at forbedre kronometer, og med sin 4. model H-4. har uret nu fået en størrelse, der minder om et stort lommeur: diameteren er

13,3 cm..  Det afprøves på en lang tur over Atlanten, og består prøve, det har kun tabt   1 min. og 54,5. på 81 dage, for det får han også de 20.000£.

Også i 1759 bliver sekstanten udviklet af Instrumentmageren John Bird, det gør det nu muligt at måle 120°. Og man kan med den måle mere nødagtig end man kunne med Jakobsstaven, godt nok var søfolk begyndt at bruge en Daviskvadranten med spejle og prisme, så man ikke skulle kikke direkte mod solen, med den kunne man en nødagtig højdemåling med henblik på at kunne bestemme breddegraden.

Så i 1766 kommer første udgave af The Nautical Almanac udgives. Den er beregnet for årene 1767 – 69. James Cook (1728 – 1779) er en af de første sømænd, der benytter denne almanaks månetabeller.

Nu er de instrumenter, man har brugt lige siden til at naviger blevet opfundet. De er siden blevet forbedret flere gange, men principperne er de samme.