Og hvordan gjorde vikingerne så?

Fra en norske middelalderkilde Hauksbók, kendes en rejsebeskrivelse kunne lyde sådan:

»Fra Herna (en ø nord for Bergen 60,4N) i Norge sejl lige i vest til Hvarf (den sydligst ø ved Grønland 60N) (de 2 steder er næsten på samme breddegrad, så med lidt afdrift vil det passe), og du er da sejlet norden for Hjaltland (Shetlandsøerne), således at du lige netop ser dem i klart vejer, men sønden om Færøerne, således at søen (horisonten) er i midten af fjeldene, og således sønden for Island, at man deraf har hval og fugl. (De 2 steder er næsten på samme breddegrad, så med lidt afdrift vil det passe).

På den måde tog vikingerne til Herna for at komme til Grønland på en kurs stik vest, nord om Shetlandsøerne, syd forbi Færøerne og Island. Og så var det jo ingen sag at fortsætte til Canada. Man vil komme til Newfoundland og Labradors nordlige spids, indsejlingen til Hudsonbugten.

I Grænlandinga saga beskrives det, hvordan Bjarni Herjólfsson der var på vej op til sin far, på grund af kraftig nordenvind og tåge i flere dage kom ud af kurs. Han kom til et frodigt land, der ikke linede Grønland, han blev der ikke, da han ville finde sin fare før der ikke kunne sejles mere det år, som var 996 e. Kr.. Men han fik ikke æren af det, det gjorde Columbus.

Forskerne er enige om, at vikingerne gjorde brug af deres sanser til at navigere med. Og en gammel søulk, kender godt til det.

Med synet kan man se solen, månen og stjerner. Land og horisonten, haves farve, bølgernes højde, og på sejlet vindens styrke og retning.

Hørelsen hjalp vikingerne med at høre, hvor tæt de var på land i tåge. De lyttede efter fugleskrig og lyden af en eventuel brænding mod en kyst.

Følesansen i ansigtet kan man registrere ændringer i vindstyrke og retning. Den følte søgang kan vise forskel mellem forskellige vinddønninger fra forskellige retninger. Nære kyster kan reflektere dønninger tilbage.

Smagssansen vikingerne har sandsynligvis også kunnet smage, om der strømmede ferskvand ud i havvandet fra land.

Lugtesansen vikingerne har kunnet lugte, om de er i nærheden af land eller ej. I fugtigt vejr kan man dufte træer, planter og bål, et godt stykke fra land.

Men havde de hjælpemidler, ja det havde de nok, man ved ikke helt hvilken, der er beskrivelse af flere forskellig og et enkelt fund.

De brugte sandsynlige skibsstav eller solstok til at aflæse solens højde. Den fungerede ved, at man inden afrejsen satte et mærke på sin stav der viste hvor højt solen stod ved middagstid i forhold til horisonten. Så styrede man blot efter dette mærke. Det var en primitiv forløber for Jakobsstaven og de andre vinkelmålingsinstrumenter der senere blev opfundet. Den gjorde det let at sejle øst-vest, men den kunne ikke bruges til nord-syd sejlads. Og det er her breddegraden kommer ind, på turen til Grønland og forklare hvorfor man sejlede nord for Bergen, før man tog vest på. En anden metode de kan have brugt. Er en metode man i gamle dage brugte på Færøerne, og kunne godt være en arv fra vikingerne: Den såkaldte sólskyggafjól – "solskyggepind" består af en viser, der kaster skygge på en vandret plade; f. eks. flydende i en vandbalje. Pindens skygge vil på en given breddegrad ramme en bestemt cirkel rundt på pladen. Hvis pinden kan forskydes op og ned eller der er tegnet flere cirkler på pladen, kan instrumentet anvendes på flere breddegrader.

De brugte nok også både et solkompas og solsten. Der er imidlertid kun fra sagaer man kende dem, så om man havde det til rådighed for navigation vides ikke det er kun få steder de er beskrevet. På Grønland er der fundet en genstand der kunne være en del af et solkompas fra den sene vikingetid, og det fremgår af Olav den Helliges saga, vikingerne havde kendskab til solsten. En solsten er blot et stykke mineral, som kan samle solens lys og dermed bestemme retningen til solen, hvis der er overskyet eller toget. Der er lavet forsøg med mineralet cordierit, og det viser at solens stilling kan bestemmes med meget stor nøjagtighed.

Vikingernes rejser 795-1000 det meste ved landkending, kun få ruter hvor man bevægede sig ud på det åbne hav.

Lyseblå: Vikingernes rejseplaner; lysegrøn: hovedbebyggelsesområder, i det første årtusinde.

Vikingetiden (omkring 800-1050 e.Kr.) var den periode i middelalderen, hvor nordmænd kendt som vikinger foretog storstilet raid, kolonisering, erobring og handel over hele Europa og nåede Nordamerika. Vikingetiden gælder ikke kun deres hjemland Skandinavien, men også alle steder, der er markant bosat af skandinaver i perioden. Vikingetidens skandinaver omtales ofte som vikinger såvel som nordboere, selv om få af dem var vikinger i den forstand, at de var involveret i piratvirksomhed.

På søvejen fra deres hjemland i Danmark, Norge og Sverige bosatte de nordiske folk sig på De Britiske Øer, Irland, Færøerne, Island, Grønland, Normandiet og Østersøen og langs handelsruterne Dnepr og Volga i Østeuropa, hvor de også var kendt som Varanger. De bosatte sig også kort i Newfoundland og blev de første europæere til at nå Nordamerika. De norrøne gaeler, normannere, russere, færøere og islændinge kom ud af disse norrøne kolonier.

Vikingerne grundlagde flere kongeriger og jarledømme i Europa: kongeriget øerne (Suðreyjar), Orkneyerne (Norðreyjar), York (Jórvík) og Daneloven (Danal ǫg), Dublin (Dyflin), Normandiet og Kiev-Rus' (Garðaríki). De norrøne hjemlande blev også forenet til større kongeriger i vikingetiden, og det kortlivede Nordsøimperium inkluderede store dele af Skandinavien og Storbritannien. I 1021 opnåede vikingerne den bedrift at nå Nordamerika, hvis dato først blev fastlagt et årtusinde senere.

Flere ting drev denne udvidelse. Vikingerne blev draget af væksten i rige byer og klostre oversøiske og svage kongeriger. De kan også være blevet skubbet til at forlade deres hjemland af overbefolkning, mangel på god landbrugsjord og politisk strid som følge af Norges forening. Den aggressive ekspansion af det karolingiske imperium og tvungne konvertering af nabosakserne til kristendommen kan også have været en [6] Sejlads innovationer havde gjort det muligt for vikingerne at sejle længere og længere til at begynde med.

Information om vikingetiden er i høj grad hentet fra primære kilder skrevet af dem vikingerne mødte, samt arkæologi, suppleret med sekundære kilder som de islandske sagaer.